Go Zebra inviterer på kaffe, inspiration og praksisnære samtaler i Villa Kultur d. 10. december fra kl. 9.00 til 10.30.
Aldrig er der blevet talt mere om børn og vigtigheden af at nære børn og unges fantasi og forestillingsevne, men samtalen falder sjældent på de gode, svære og lærerige praktiske erfaringer. Det vil vi forsøge at råde bod på, når vi spørger: “Hvordan gør man det fantastiske i virkeligheden?”
Sving forbi Villa Kultur onsdag d. 10. december kl. 9.00 – 10.30 til inspirerende samtaler og erfaringsudvekslinger med ligesindede. Vi sætter scenen og sørger for kaffe, croissanter og de første spørgsmål, men vi håber derudover på, at du og andre praktikere har lyst til at bidrage. Vi har ikke alle svarene, men tilsammen kan vi finde nogle af dem.
I Go Zebra arbejder vi for at inspirere en generation af fremtidsoptimister: Unge mennesker, som på trods af de alvorlige omstændigheder, kan se muligheder for at bidrage på en opbyggelig og meningsfuld måde. Det gør vi gennem legende læring og kreative og designbaserede metoder, der åbner rum og retninger, som lader børn og unge kan udforske og afprøve, hvordan verden kunne være anderledes og hvilken rolle de kunne spille i den. Og det virker. Vi glæder os til at dele vores erfaringer, og vi er nysgerrige på, hvordan vi i fællesskab kan udvikle og udfordre hinandens praksisser.
Har du nogle spørgsmål, er du velkommen til at tage fat i Oskar på
oskar@gozebra.dk.
Vi glæder os til at se dig!