Vægtdiskrimination er, når en person bliver behandlet dårligere eller uretfærdigt på grund af sin kropsvægt eller kropsstørrelse, fx ved fordomme, udelukkelse eller forskelsbehandling. Dette kan foregå i alle dele af samfundet, men i denne indsamling har vi fokus på sundhedsvæsenet.
BMI er et mål, der bruges til at vurdere forholdet mellem en persons vægt og højde, og det beregnes ved at dividere vægten i kilo med højden i meter ganget med sig selv (kg/m²). BMI anvendes ofte til at kategorisere personer som undervægtige, normalvægtige, overvægtige eller svært overvægtige.
Formålet med denne indsamling er at indsamle borgere og patienters oplevelser med vægtstigmatisering og problematisk brug af BMI i mødet med sundhedsvæsenet.
Vidnesbyrdene kan bidrage til at:
• indsamle erfaringer med diskrimination i sundhedssystemet
• synliggøre nogle af de negative konsekvenser af vægtfokus i sundhedssystemet
• tydeliggøre eksempler på manglende eller forsinket diagnosticering og behandling
skabe et vidensgrundlag for politiske ændringer
• give patienter og borgere en stemme i sundhedsdebatten
Indsamlingen laves af Landsforeningen for Vægtneutral Sundhed. Bidragene kan anvendes anonymt i kampagner, borgerforslag eller presse.
• deltagelse er frivillig
• man kan være anonym
• personlige oplysninger offentliggøres ikke uden samtykke
• historier redigeres kun for taste- og grammatiske fejl, ikke indholdsmæssigt